
Bagom Vivifica
Mit navn er Pernille, og jeg er stifter af Vivifica. Jeg er uddannet ergoterapeut med særlig interesse og speciale i sanseintegration. Sanseintegration er et begreb inden for ergoterapi og udviklingspsykologi, der handler om, hvordan hjernen modtager, bearbejder og organiserer sanseindtryk, så vi kan reagere hensigtsmæssigt på vores omgivelser.
Kort sagt er det hjernens måde at forstå og koordinere sanseoplevelser på.
Jeg har et stort ønske om at skabe et koncept, hvor mennesker mærker en reel forskel, når de træder ind i et rum – en oplevelse af varme, ro, hjemlighed og velvære – et rum, hvor man kan føle sig godt tilpas, og hvor det reelt gør en forskel for dig som menneske. Forskning viser, hvor stor betydning omgivelser har for menneskers trivsel, heling og mentale balance, og det er netop dét, Vivifica bygger på.
Udover min baggrund som ergoterapeut er jeg også jurist og arbejder i dag tæt sammen med forskere, læger og andre fagpersoner inden for sundhedsforskning.

Inspirationen bag Vivifica
Vivifica blev født ud af et ønske om at forvandle kolde og upersonlige omgivelser til varme og imødekommende rum. Jeg blev inspireret af opslag fra familier, der oplevede mangel på genkendelighed og nærvær på hospitaler – særligt i sårbare perioder som julen.
Disse fortællinger om hvide vægge og fravær af stemning tændte en gnist: ønsket om at skabe miljøer, der giver håb og ro, reducerer angst og hjælper mennesker gennem en – for nogen – svær periode.